Cuba øst. Caribisk varme og charme - 24 dage.

Cuba + din egen motorcykel = motorcykeleventyr i SÆRKLASSE.
Det er nu 12. gang at Moto Mundo rejser til Cuba. Det fejrer vi med en enestående tur til det, for de fleste, ukendte ØST Cuba!

Vi bringer din EGEN motorcykel til Havanna. Den fragter vi over. Nu kan du køre fra Havanna helt ud til de store bjerge, Sierra Maestra, den vilde østkyst og til perlen Santiago de Cuba. Oplev Castros unikke blanding af socialisme og salsa - før det er for sent! Havanna, en af verdens mest forførende byer, venter på dig - og de tropiske strande, de grønne bjerge, de historiske byer, og den ualmindelig imødekommende befolkning. Turen forener de sjoveste motorcykelveje med gode hoteller og privat indlogering, de smukkeste strande og Cubas kultur og samfund - guidet af Søren Vestergaard som har kørt Cuba rundt 11 gange på motorcykel og kender landet indgående. I februar er vinden varm og mild på Cuba. Nyd Cuba på din egen motorcykel. Nyd livet!

RESERVER PLADS PÅ DENNE TUR (TRYK HER)

Klik på kortet og forstørrer det.




Rejsedatoer
3. februar, 2022 - 26. februar, 2022

Startsted
København eller Billund.
Pris
MOTORCYKEL: 48.800 dkr, flybillet, mc-fragt og næsten fuld forplejning alle dage (se under de enkelte dage), alle overnatninger, Cubansk nummerplade og ansvarsforsikring. Bustransfer til og fra lufthavn. Guided byrundtur i Havana, Morgenmad 20 (M) Frokost 13 (F) Aftensmad 15 (A) samt festmiddag. (Se under de enkelte dage) Betaling til rejsegarantifond.
BAGSÆDEPASSAGER: 41.900 dkr, flybillet og næsten fuld forplejning alle dage (se under de enkelte dage)overnatninger mv.
Maximum antal deltagere: 15.Turen gennemføres ved minimum 8 deltagere. Tillæg for enkeltværelse 3.900 dkr.
Danske rejseguider på hele turen samt Cubanske lokal guider.
Inden afrejse afholdes der informationsmøde, hvor der også udleveres tur T-shirt samt kortmateriale, program mv. over destinationen.
IKKE INKLUDERET: Benzin, visum, drikkevarer, shows, P-afgifter samt frokost/aftensmad de få dage hvor du er på egen hånd.
Ret til ændringer i program forbeholdes.
Slutsted
København eller Billund.
Varighed
24 dage
Motorcykeltype
Vi sørger for at din egen motorcykel står parat i Havanna. Turen kan køres af alle typer motorcykler.
Rute
I alt ca.3000 km, 200-300 km om dagen. Vejene er næsten alle asfalterede, men i dårlig stand. Meget lidt, og langsom trafik.
Hviledage
13 køredage, 9 hvile/udflugtsdage, 2 ankomst/afrejsedage.

Overnatning
Private hjem, lokale hoteller, all-inclusive strandhoteller og klassiske hoteller i Havanna.
Highlights
Vær med på Moto Mundos 12. tur til til Cuba, og den 3. helt til det østligste punkt på Cuba. Oplev magiske Havanna, historiske Trinidad og charmerende Baracoa. Nyd tropeluften og duftene på Sierra Maestras grønne bjerge, netop der hvor Fidel og Che startede revolutionen i 1956 og slap af på nogen af verdens bedste strande. Kom tæt på cubanerne gennem Moto Mundos mange motorcykelvenner på Cuba.
Ekstra:
Din motorcykel vil blive sejlet i en container fra Danmark 6 uger før din afrejse og retur til Danmark. Fragt, Cubansk ansvarsforsikring og cubansk indregistrering samt næsten alle måltider er inkluderet i rejsens pris. Der kræves ikke dansk indregistrering af motorcyklerne.
Turen gennemføres med minimum 8 deltagere.
Informationsmøde afholdes 20.november. Her vil du få udleveret program, kortmateriale over Cuba samt Moto-Mundo Cuba T-shirt. Vi er værter ved en let frokost til informationsmødet.
Ret til ændringer af rute og indhold forbeholdes.

Turen dag for dag

Dag 1, torsdag 03-02-2022


Afrejse fra København eller Billund og ankomst Havana.

Afrejse fra København eller Billund. Ankomst til Havana mens solen går ned over den grønne og varme caribiske ø. Transfer til hotel. Aftensmad.
Dag 2, fredag 04-02-2022


Havana.

Vi afhenter vores motorcykler i containerhavnen i Havana. Ordner toldpapirer og indregistrering, monterer nummerplader og er klar til en rundtur i Havana. Frokost på et af de mange smukke gamle torve. Guided byrundtur til fods. Mulighed for at besøge det verdensberømte danseshow Tropicana om aftenen.
M+F+A.
Dag 3, lørdag 05-02-2022


Havana. Hviledag/udflugt.

Kort køretur rundt i Havana og dens omegn.Vi kører på den brede Malecon, som snor sig langs havet, Maleconen er samlingsstedet for mange af Havanas unge, fiskere m.m. Vi besøger den store Revolutions plads med et kæmpe monument over Josè Martis. På denne plads holdt Fidel sine lange taler til det Cubanske folk. Besøger Cementerio de Christóbal mv. Mødes med Club de Autos Clásicos Británicos om aftenen til hyggeligt samvær. M+F+A.
Dag 4, søndag 06-02-2022


Havana - Santa Clara, 275km.

Efter en god morgenmad forlader vi Havana på den første rigtige køredag, men med et stop ved Hemingways hus, Finca la Vigia. Vores første dag på motorcyklerne går østppå, forbi appelsinplantager ad den næsten tomme motorvej. Pas på cyklister, oksekærrer, heste mv. vi kører til Santa Clara hvor vi skal bo privat i et Cubansk hjem.
M+F+A.
Dag 5, mandag 07-02-2022


Santa Clara.

En sightseeing dag i Santa Clara. Dagen begynder med at du får serveret morgenmad i det hus hvor du bor. Resten af dagen kommer til at stå i Che´s tegn, bla. ved besøg ved hans mausolæum og et museum der fortæller om hans befrielse af Santa Clara i 1958 fra Batista´s jerngreb. Mulighed for besøg på cigarfabrik. M.
Dag 6, tirsdag 08-02-2022


Santa Clara - Camagüey, 265km.

Grønne sukkerrørsmarker, høje palmer i tusindvis og græssende kvæg præger køredagen i dag. Camagüey som er vores næste overnatning er en af Cubas ældste byer, med både kirker og cowboys. Mon ikke vi også møder nogle fra den lokale motorcykelklub. Vi skal bo meget centralt næsten midt i byen. Garanti for musik og salza om aftenen. M+F+A.
Dag 7, onsdag 09-02-2022


Camagüey - Santo Domingo, 290km.

I dag kommer vi rigtig ud på landet, helt udenfor turist-Cuba. Små landsbyer og kollektivbrug med veje uden trafik - måske en traktor eller en oksekærre. Dagens mål er de grønne bjerge Sierra Maestra, bjergene hvorfra Castros partisaner startede erobringen af Cuba. Vi skal bo midt i dette grønne paradis.
M+F+A.
Dag 8, torsdag 10-02-2022


La Comandancia de La Plata. Udflugt.

Højt oppe i bjergene skal vi besøge Comandancia de La Plata. La Comandancia de la Plata ligger i nationalparken Pico Turquino. Disse bjergrige, fjerntliggende omgivelser var det perfekte sted for Fidel at planlægge revolutionen og kampen mod Batista. Lejren blev etableret i 1958 og blev aldrig fundet af Batistas soldater. Radio udsendelser på Radio Rebelde blev foretaget dagligt fra La Comandancia.
I dag er skjulestedet i god stand. Det omfatter 16 træbygninger spredt over en højderyg. Du kan bla. besøge Fidels hus, som har skjulte flugtveje og er den største bygning på La Comandancia.
M+A.
Dag 9, fredag 11-02-2022


Santo Domingo - Chivirico, km270.

En meget flot dag rundt de grønne Sierra Maestra bjerge og små søvnige byer. Vores mål er den dramatiske kyst. En af rejsens mest spetakulære strækninger. Cubas højeste bjerge rejser sig direkte op fra havet, kysten er for det meste øde. Vejen er uden trafik og flere steder stærkt medtaget efter flere års orkaner, Stejle bjerge veksler med øde strande, sandet er brunt og vandet er varmt. Vi skal bo på et eksklusivt stort moderne hotel lige ud til kysten. Mulighed for en svømmetur. M+F+A.
Dag 10, lørdag 12-02-2022


Chivirico - Santiago de Cuba, km60.

Mulighed for en dukkert i havet inden afrejse. Vores mål er Santiago, Cubas næststørste by, en intens og stemningsfuld by. Vi skal bo på byens centrale plads. M+F+A.
Dag 11, søndag 13-02-2022


Santiago

Med Sierra Maastra bjergene som baggrund ligger Santiago smukt og højt ud til Santiagobugten. Livet er helt anderledes, pulsen er højere, i denne by end vi tidligere har set det, alt foregår i et andet tempo, den livsglade caribiske stemning og glæden ved musik og dans er i højsædet. Her kan du høre nogle af landets bedste salsa bands mens du nyder en mojito. Besøg også byens fine mikrobryggeri ved havnen. M.
Dag 12, mandag 14-02-2022


Santiago de Cuba - Baracoa, km240.

En bred vej fører fra Santiago til Guantanamo, en stille provinsby hvorfra man IKKE kan se den amerikanske base. Efter en god frokost ved havet fortsætter vi mod øst. Cubas mest berømte vej La Farola, rutsjebanen, fører os fra den golde kyststrækning, hvor der vokser kæmpe kaktusser, over bjergene til tropisk regnskov og den tidligere helt isolerede by Baracoa, i dag en af Cubas mest autentiske perler. Her skal vi bo i private hjem. M+F+A.
Dag 13, tirsdag 15-02-2022


Baracoa, hviledag. Udflugt: Baracoa - Maisi - Baracoa km 130.

Du kan slappe af, bade og gå en tur i tropiske Baracoa. Eller tag med på en udflugt til Punta se Maisi, Cubas østligste punkt, vejen derud er en smuk oplevelse. Vi spiser evt. frokost ved fyrtårnet. M.
Dag 14, onsdag 16-02-2022


Baracoa - Holguin, km250.

Hvis vejret tillader det fører dagen os igennem Cubas smukkeste tropiske regnskov og den store Humbolt nationalpark, frodig, velduftende natur. Videre mod Moa hvor skoven er fældet for at give plads til store åbne nikkelminer, en af Cubas vigtige eksportartikler. Holguin som er målet i dag er en velordnet by og kendt for sine mange parker. Vi skal bo på et hotel midt i den pulserende by. M+F+A.
Dag 15, torsdag 17-02-2022


Holguin - Playa Santa Lucia km240.

En dejlig køredag igennem "cowboyland", med mange små landbrug og kvægbrug. Først et stykke god landevej inden vi bevæger os ud på de mindre og mere udfordrende veje, en smuk dag i flot natur. Dette vi her i dag vil vise jer er ikke turistcuba men det ægte Cuba. M+F+A.
Dag 16, fredag 18-02-2022


Playa Santa Lucia, hvile/badedag.

Hotellet på Playa Santa Lucia er indbegrebet af badeferie og med direkte adgang til flere swimmingpools og ikke
mindst den fantastiske hvide strand. Playa Santa Lucia har det hele, du skal bare nyde livet og slappe af. Alt hvad du kan spise og drikke er "all inclusive" M+F+A.
Dag 17, lørdag 19-02-2022


Playa Santa Lucia - Mayajigua 280km

Vi tager igen de mindre veje mod vort næste overnatningssted. Frokosten får vi ved en spændende lagune hvor der også er mulighed for en sejltur. Hotellet ligger i en lille landsby, består af huse fordelt rundt i et parklignende området med små søer, løsgående dyr og flamingoer i søen. Bar ved swimmingpoolen samt et termisk bad. M+F+A.
Dag 18, søndag 20-02-2022


Mayajigua - Trinidad 160km.

Efter en god nat på dette resort kører vi i dag op i højderne og på tværs af Cuba fra nordkysten til Trinidad på sydkysten. Vi gør et stop hos vores LAMA venner, Latin American Motorcycle Assc. i Sancti Spiritus hvor vi får en overdådig frokost i godt selskab. Fortsætter videre ad landevej til Trinidad, hvor vi bliver inkvarteret i private hjem. M+F+A
Dag 19, mandag 21-02-2022


Trinidad, hviledag.

Trinidad er en stor oplevelse, den har det hele, hyggelige små gader, herlig strand og mange seværdigheder og restauranter. Besøg de flotte gamle palæer som de spanske sukkerbaroner lod opføre i kolonitiden rundt om Plaza Mayor. Mange af dem er nu indrettet som museer eller restauranter.
I dit private "hjem" har du mulighed for at bestille aftensmad, prøv det! Den er ofte rigtig god og typisk cubansk.
M.
Dag 20, tirsdag 22-02-2022


Trinidad - (Topes) - Cienfuegos, 150km.

Vi forlader Trinidad og kører op i bjergene, Topes som ligger lige bag Trinidad og med den flotteste udsigt over havet. Vi spiser frokost i et privat hjem inden turen går videre mod Cienfuegos. Vi skal bo på et stort og moderne hotel i udkanten af denne by. Aftensmad i et spektakulært maurisk palads.
M+F+A.
Dag 21, onsdag 23-02-2022


Cienfuegos - Svinebugten - Havana, 325km.

Dagens køretur går fra Cienfuegos på sydkysten til Havana på nordkysten. Det første område vi kører igennem er Svinebugten, det var her ved Playa Girón den CIA støttede invasionsstyrke i 1961 gik i land. Vi spiser frokost ved en krokodillefarm, med mulighed for at smage krokodillekød. inden vores tur fortsætter af motorvejen mod Havana. Hvor vi indlogeres på et eksklusivt hotel midt i det gamle Havana. M+F+A.
Dag 22, torsdag 24-02-2022


Havana, hviledag.

Vi starter dagen med at pakke motorcyklerne i containeren. Resten af dagen er fri til shopping og sight-seeing i det maleriske og fascinerende gamle Havana eller tag en tur i hotellets pool. Festmiddag på en af Havanna´s bedste private restauranter. M+A.
Dag 23, fredag 25-02-2022


Havana - afrejsedag.

Tid til at se mere af Havana, købe de sidste souvenirs rom og cigarer. En tur på Malecon´en og nyde varmen inden det om eftermiddagen går tilbage til dansk vinter, sne og sjap. Transfer fra hotellet til Havana Jose Marti lufthavnen. M.
Dag 24, lørdag 26-02-2022

Ankomst København eller Billund.





Gå til siden med PRAKTISK INFORMATION






Copyright©2006-2016 Moto Mundo Aps. Alle rettigheder forbeholdt. Website af Emil Tin. Webmaster Martin Vestergaard.